...er vist stadig (el igen) lidt syg...snottet, træt og tung i kroppen på den der måde.
Kan også atter engang mærke nattens drømme i kroppen. De handlede meget om ensomhed...noget med at jeg gik fra en sportshal fordi to vninder der var der ikke kom hen hvor jeg var (personsættet her var folkeskole) så drog jeg hjem og så var hele min famile taget ind til byen for at se Wulf Morgenthaler uden mig. Ja det lyder jo ikke slemt men i der er vant til at drømme og huske dem og kunne mærke dem dagen efter kender måske til at de anyway kan føles kraftige. I drømmen sad jeg bare på trapperisten og græd.
Måske er ensomhedsfølelsen provokeret af at jeg bevæger mig mod fødeland og ikke kan få andre til at overtage opgaven hverken helt, delvist eller bare lige en smule. Det er MIG der skal føde (og jeg vil heller ikke undvære det)
Jeg ved at to kvinder vil være der for mig så meget de kan og jeg ved at kæresten vil være der om muligt endnu mere end han kan. Og at alle mulige dejlige mennesker omkring mig vil være der for mig energimæssigt. Men...
..har vist mest bare lyst til at sidde på den der trappesten idag og græde.
Jeg aner ikke hvad det er at blive mor. Er bange for at blive endnu mere tung og bekymret end jeg allerede er i forvejen. Føler mig nærmest som et kæmpe stykke meget klistrende fluepapir i forhold til bekymringer. Og klassisk nok er jeg bange for hvor meget alle mine følelser af "at være en god nok mor, at gøre det godt nok" kommer til at fylde...
Tænker på det sidste år...min far der døde, graviditetsgenerne der i lange perioder føltes som sygdom, stressen. Håber den lille er ok.
Ej jeg bliver sgu bare på min trappesten idag....
5 kommentarer:
Kæreste dig
Der skal også være plads til trappesten ind imellem. Til eftertænksomhed og lade sig selv føle.
Jeg har sjældent mødt nogle der har fundet den sidste tid særlig lykkelig. Man er hæmmet i mere eller mindre grad til, at gøre ting der gør en godt. Man er næsten bænket til tanker omkring, hvad den der mor rolle egentlig lige indeholder, og hvorvidt man kan leve op til det. Men hvad er det man skal leve op til? Hvad er det for nogle forestillinger man syntes man skal leve op til?
Ikke for at tale om min selv, men må lige bringe en anekdote. Jeg havde en lille knægt der vågnede bare en vatkugle faldt på jorden. Jeg tænkte, at jeg gjorde alt galt og bare gerne ville gøre det godt. For ham og mig. Jeg ville også gerne kunne gå den tur i byen som alle andre, med et sovende lille barn i vognen. Men ak nej. Jeg var tæske misundelig på alle de andre, for de havde det så let.
Lige indtil man så hører, at de går med samme tanker. De har søvnløse nætter, den lille vil ikke spise osv. osv. Nogle så også misundeligt på mig, og tænkte: gud hvor gør hun alting perfekt. Da først den virkelighed gik op for mig, kunne jeg slappe af og lade tingene ske og komme, som de nu gjorde. Fandt en skøn lille symbiose med knægten og vi nuldrede os godt og grundigt ind i hverandre. Men han kunne naturligvis mærke min usikkerhed i starten. Da først den forsvandt kunne også han slappe af. Man kan jo kun gøre det så godt man kan, og så spørge til råds hos eksempelvis sundheds plejerske.
Jeg ville ønske dengang, at jeg havde haft sætningen med som jeg fik af psykologen ifbm. med Jacob.
"hvad vil der ske, hvis du tillader dig selv at være glad og ubekymret - og hvad vil der ske hvis ikke du gør?". Lige præcis den sætning tænker jeg stadig over, når det raser inde i mig. Svaret er ofte åbenlyst.
At blive mor kan ikke rigtig beskrives førend man står med det lille barn i armene. Jeg tror det er vigtigt at tillade sig selv, at acceptere at man kan være usikker på nogle områder, men samtidig vide at gør hvad man kan. Det ER ikke altid det rigtige for den lille det man gør, og man ville ønske de var udstyret med et fuldt udviklet sprog. For hvad er det du vil lille menneske, når du græder? Man vil bare gerne trøste og gøre det så godt. Men børn græder og er umulige ind imellem og når man står der, tror man aldrig det holder op. Frustrationer osv. melder sig. Men når så man finder løsningen, forsvinder det hele igen og alt er bare "perfekt". Indtil næste gang.
Det vil være dumt at tro, at man ikke kommer ud på usikkerhedens mark og står der og blafrer. Hvis man har forventning om, at små børn bare ligger og grynter og sover - så får man vist lidt af et chok. Det er fulltime at gå hjemme på barsel. Et lille barn 100% afhængig af dig og manden. Det ER ski da lidt skræmmende at tænke.
Men kæreste dig: jeg er sikker på, at når du læser dette igen om ½ år så gør du nogle af dine tanker til skamme. Du ER en god mor allerede inden. Du kærer så meget for vildt fremmede. Jeg er sikker på, at det lille menneske får en meget omsorgsfuld mor. Når det brænder på, så husk at bruge folk omkring dig så du selv kan slappe af. Det er nemlig også lovligt.
Kram til dig.
Majsen: oopsteget far en lang lur men stadig på trappestenen...TAK for svar, for pokker hvor er det rart både at kunne komme lidt af medordene ved at sende dem ud i cyperspace og så endda få respons på dem, især de dage hvor telefonkontakt er for uoverskueligt, er sgu da en gave!
Hej sødeste :O)
2008 er et år for nye begyndelser, og valgmuligheder, som kan have indflydelse på resten af dette liv.
Mange oplever en omvæltning på og ensomhedsfølelse lige nu, en form for overgang fra et stade til et andet.
Det er altid svært og usikkert at være i overgangsperioder, jeg føler det selv for fuld kraft lige nu!
Man aner ikke hvor man er på vej hen, hvordan man udvikler sig og hvordan ens liv vil forme sig. Man må barer have tillid til følelsen i maven, livsprocessen og Gud.
Jeg tror vi alle får udfordringer i år som er lige til stregen, men vi har selv bestilt dem og de passer til os. Og vigtigere, vi er udstyret med alt det der skal til for at klare opgaven både fysiskt og åndeligt.
Så tro på dig selv, selv om det er svært ind i mellem. Du er et lille stykke af himlen ;O) Og du bære et lille stykke af himlen i maven, det kan kun blive godt :O)
Vil anbefale dig en utrolig sød lille bog, jeg lige har læst, den er livsbekræftende og forbereder, måske lidt til at blive mor til en af den ny tids børn ;O)
"Krystalbørnene" af Doreen Virtue.
Sender lys og kærlighed din vej!
KYS
hey.. din søster vil gerne tage dig med hen til wulfe.. eller sidde lidt på trappestenen med dig.. :) altså du er ik heelt aaalleeene!
Du bliver en hamrende god mor og jeg tør næsten også godt love dig at fødslen bliver en god oplevelse. Kunne jeg vælge i dag, havde jeg valgt en hjemmefødsel. Tænk, alt den ro der er hjemme i ens egen stue og så det at have TO kompetente kvinder hos sig HELE tiden. Det bliver godt og det bliver stort! Glæder mig helt vildt på dine vegne.
Send en kommentar