...er vist stadig (el igen) lidt syg...snottet, træt og tung i kroppen på den der måde.
Kan også atter engang mærke nattens drømme i kroppen. De handlede meget om ensomhed...noget med at jeg gik fra en sportshal fordi to vninder der var der ikke kom hen hvor jeg var (personsættet her var folkeskole) så drog jeg hjem og så var hele min famile taget ind til byen for at se Wulf Morgenthaler uden mig. Ja det lyder jo ikke slemt men i der er vant til at drømme og huske dem og kunne mærke dem dagen efter kender måske til at de anyway kan føles kraftige. I drømmen sad jeg bare på trapperisten og græd.
Måske er ensomhedsfølelsen provokeret af at jeg bevæger mig mod fødeland og ikke kan få andre til at overtage opgaven hverken helt, delvist eller bare lige en smule. Det er MIG der skal føde (og jeg vil heller ikke undvære det)
Jeg ved at to kvinder vil være der for mig så meget de kan og jeg ved at kæresten vil være der om muligt endnu mere end han kan. Og at alle mulige dejlige mennesker omkring mig vil være der for mig energimæssigt. Men...
..har vist mest bare lyst til at sidde på den der trappesten idag og græde.
Jeg aner ikke hvad det er at blive mor. Er bange for at blive endnu mere tung og bekymret end jeg allerede er i forvejen. Føler mig nærmest som et kæmpe stykke meget klistrende fluepapir i forhold til bekymringer. Og klassisk nok er jeg bange for hvor meget alle mine følelser af "at være en god nok mor, at gøre det godt nok" kommer til at fylde...
Tænker på det sidste år...min far der døde, graviditetsgenerne der i lange perioder føltes som sygdom, stressen. Håber den lille er ok.
Ej jeg bliver sgu bare på min trappesten idag....