...det har et indlæg vist heddet før, generelt er jeg altid en lille smule mere urolig mandag morgen end andre morgener...det er ligesom en hel ny ubrugt uge der skal startes hvilket kan give lidt underlige mavefornemmelselser i fekroppen.
Idag er de værre end de plejer. Fødsel og barn er voldsomt tæt på. 4 uger til termin, 2 uger til at jeg føder inden for normalen, 6 uger til at den bliver tvunget ud hvis den ikke er kommet af sig selv.
Jeg har altid været helt vildt hardcore omkring fødsel og glædet mig til at prøve den ekstreme situation. Og den har ikke skræmt mig.
Nu hvor jeg er tæt på er jeg knapt så kry og kan godt mærke angsten. Angsten for en smerte der er større end hvad jeg tidligere har oplevet, angsten for at skulle komme derud hvor jeg ikke kan håndtere det. Håber are at alle overlever i nogenlunde stand.
Også nervøs for selve det at have barnet, at skulle være mor. Jeg synes ikke jeg er særlig moragtig...jeg har aldrig elsket børn, har aldrig været en der gerne ville holde andres børn eller passe dem. Tror faktisk aldrig jeg har skiftet ble (kun på gamle mennesker). Er nok lidt bange for om de der famøse morfølelser kan indfinde sig i min krop...
Ved godt det hele ganske givet nok skal gå, men altså det ændrer ikke det spor inde i mig der tumler med ovenstående følelser her mandag morgen midt i juni.
9 kommentarer:
Kæreste dig.
Det er ikke unormalt at have det som du har det nu.
At blive mor - uhhhh det er en omvæltning. Specielt hvis man ikke gør sig det klart forinden. Jeg kunne heller ikke selv forestille mig det inden første fødte. Jeg kunne godt lide andre børn, men kunne ikke forestille mig hvad jeg skulle stille op når jeg pludselig ikke kunne aflevere ham igen. Hvad skulle jeg dog finde på i al den tid, og hvad hvis han slet ikke kunne lide mig etc. etc.
Jeg var sådan en, der havde det fint med at de blev hentet igen efter ½ dag. For så var jeg fyldt op. Jeg var mindst ligeså nervøs som dig. Det er mor noget var måske alligevel ikke noget for mig.
Du kender næsten resten af historien. Jeg er så indhyllet i min søn, at det næsten ikke er til at fatte. Kan ikke få nok af de der stunder sammen med ham. Det ændrede sig det hele, da jeg hørte første skrig.
Men hvordan kan man også forholde sig til noget, man ikke ved hvad er? Det er et voldsomt pres at lægge på sig selv. Man må ej heller blive nervøs hvis ikke følelsen er der lige med det samme. Man er nødt til at vokse med opgven. Hvis man føler sig lidt udenfor rollen, så er der heldigvis hjælp at hente og det er ikke dumt at bede om den hjælp.
Men jeg tror på dig og Casper som forældre. I skal nok lære det. Og det skriver jeg ikke fordi, "at det skal man" (for så kunne jeg bare have holdt min mund), men fordi jeg vitterlig tror det.
Kram
De tanker tror jeg faktisk de fleste gravide strejfer – mig selv inklusive.
Man aner ikke hvad det vil sige at blive mor, før man har prøvet det. Jeg gjorde i hvert fald ikke. Jeg kan huske at alle omkring mig fortalte at det var så stort og vidunderligt, men jeg kunne slet ikke forholde sig til det. Først da jeg sad med mit barn i armene, vidste jeg hvad det vil sige. Ingen kan fortælle dig det på forhånd. Du skal opleve det.
Og så vil jeg bare sige – og det er lige meget om du kan forholde dig til det eller ej – du bliver en god mor, det er der slet ingen tvivl om. Det vidner din omsorg for andre mennesker tydeligt om. Jeg glæder mig rigtig meget på dine vegne. Det bliver stort!
Det der med at forberede sig på det, kan man ikke. Du må bare følge med og lade tingene ske. Det skal nok gå.
Mandagskram. :-)
Majsen og Maomis: tak for kommentarer...virkelig dejligt at nogen tror på mig som mor når det hele lige mandagsglippede for mig! Hundetræt det meste af tiden...
Ja...bare tak til jer for lidt tiltrængte ord
Bare rolig honey, vi skal nok klare det :-*
Jeg tror altså også minimumi og dig kommer til at hygge jer sammen! :) tænk hvordan du har passet på dig selv de sidste 8 mdr, du kommer til at passe mindst lige så godt på ham/hende når den ser dagens lys! der er jo en grund til at du passer på dig selv og maven.. det er mor-tingen der gør det! :)
Kære, kære Christina. Nå så du er også et menneske :-) Det er ikke så tit jeg ser en gravid med sådan et overskud, og accept af tingenes tilstand...og som ikke virker nervøs for at gå ind i fødelandet, før så tæt på terminen. Det er helt normalt at være nervøs, eller direkte bange for det ukendte ind imellem. Tag en dyb indånding, og tænk på at dit dejlige barn, Casper, Jordemoderen og jeg vil hjælpe dig gennem det ukendte. Prøv at fortælle dig selv at du er spændt og ikke nervøs. Spændt på hvordan det er at føde, spændt på at blive mor - det skal nok få vendt følelserne til noget positivt. Tro mig, når dit barn ser dagens lys, vil kærligheden til det være større end noget du troede du kunne rumme. Knus fra Hanne PS: Du ringer bare hvis du får brug for mig
hvor er det da dejligt at læse at du skriver om dine følelser i forbindelse med at skulle føde....tror da også som de andre der kommenterer (om som modsat jeg har egen erfaring med fødsel) at det er helt normalt at være lidt bange for det og have tanker om den der moderfølelse....jeg ville da være mere bekymret hvis alt bare var sååååå lykkeligt og der ikke var den mindste smule bekymring.....men forstår godt at spændingerne og tankerne stiger når det nærmer sig.....tror det bliver et heldigt barn med sådan nogle opmærksomme og betænksomme forældre...
Casper: ja :)
Pille: hehe mor tingen..
Hanne: tak :)
Anita: ja håber ikke jeg ender i det overpylrede megafortolkende ;)
ja altså mor tingen som i moderinstinktet, ikke at du er en mor-ting! ;)
Send en kommentar