Er ked af det her til morgen.
Gennem andre blogs jeg tilfældigt har fundet følger jeg flere kvinders liv. Kvinder som har mistet det liv de bar i maven, både efter en fuldbåren graviditet og i løbet af graviditeten. En af dem har nu mistet igen. Det gør mig så pokkers ondt.
Jeg ville sige en masse men kan pludselig ikke rigtigt få det til at hænge sammen. Jeg er så ked af at jeg ikke kan dele al min levenhed i maven med dem der har mistet.
Min far har været død i næsten et halvt år nu. Min mormor savner jeg stadig så det gør ondt nogen gange om end hun døde for mange år siden. Kan nok slet ikke sætte mig ind i smerten det må være at miste sit barn...
2 kommentarer:
Måske har du ret. Måske kan du ikke sætte dig ind i den smerte, men det skal du heller ikke!!! Lige nu skal du tænke på dig selv og dit lille barn. Du skal tænke liv og ikke sorg. Lov mig det.
Jeg må sige at jeg er så fuld af beundring over at du faktisk tør rumme andres sorg og historier om døde børn lige nu. Da jeg var i slutningen af min graviditet, undgik jeg ALT der havde med død at gøre. Jeg ture slet ikke beskæftige mig med det af frygt for at det skulle ramme mig. Det skulle jeg måske have gjort, tænker jeg i dag. Man skal konfrontere sig selv og ikke lukke af. Jeg har en fæl mistanke om at det var det der gik galt for mig. Jeg lyttede ikke ordentlig efter og slog ikke hårdt nok i bordet overfor den læge der sendte mig hjem selvom jeg skulle være sat i gang. Måske kunne det have reddet mit barn.
Mange tanker.
Maomis: Min psyke er skruet sammen så jeg altid "forbereder" mig på det værste. Forbereder er måske et forkert ord for det ville da vælte mig totalt hvis der var noget i vejen (7-9-13) men jeg er ligesom nød til at tænke tankerne. Det ville nu nogen gange være rart at kunne lukke af. Desværre tror jeg ikke at det gør mig mindre autoritetstro så havde den læge sendt mig hjem var jeg nok trisset hjem på Nørrebro igen, med tankerne i hovedet og ikke som en handling.
Send en kommentar