...det har et indlæg vist heddet før, generelt er jeg altid en lille smule mere urolig mandag morgen end andre morgener...det er ligesom en hel ny ubrugt uge der skal startes hvilket kan give lidt underlige mavefornemmelselser i fekroppen.
Idag er de værre end de plejer. Fødsel og barn er voldsomt tæt på. 4 uger til termin, 2 uger til at jeg føder inden for normalen, 6 uger til at den bliver tvunget ud hvis den ikke er kommet af sig selv.
Jeg har altid været helt vildt hardcore omkring fødsel og glædet mig til at prøve den ekstreme situation. Og den har ikke skræmt mig.
Nu hvor jeg er tæt på er jeg knapt så kry og kan godt mærke angsten. Angsten for en smerte der er større end hvad jeg tidligere har oplevet, angsten for at skulle komme derud hvor jeg ikke kan håndtere det. Håber are at alle overlever i nogenlunde stand.
Også nervøs for selve det at have barnet, at skulle være mor. Jeg synes ikke jeg er særlig moragtig...jeg har aldrig elsket børn, har aldrig været en der gerne ville holde andres børn eller passe dem. Tror faktisk aldrig jeg har skiftet ble (kun på gamle mennesker). Er nok lidt bange for om de der famøse morfølelser kan indfinde sig i min krop...
Ved godt det hele ganske givet nok skal gå, men altså det ændrer ikke det spor inde i mig der tumler med ovenstående følelser her mandag morgen midt i juni.