Og ked af det. Ved ikke, måske det er de famøse graviditetshormoner jeg ellers ikke har mærket så meget til. Var egentligt endt med at tænke at det var da ikke mere hormonagtigt at være gravid end det bare er at være mmig når jeg ikke gror børn i min mave.
Men den sidste tid har sgu været hormonel. Casper er nu sygemeldt og hjemmegående på 3 uge og 2 timers kraniosakral igår endte ikke i det håbede mirakel. Er så ked af at jeg ikke kan fjerne det for ham, liiige gøre et eller andet og få det til at gå væk. Mine egne smerter kan jeg sgu bedre forholde mig til.
Oveni føler jeg mig helt ekstremt hudløs. Græder en masse og kan ikke overskue nogen former for uvenskab (ej heller naboer der kalder deres kærester for møgso eller folk der råber efter hinanden på gaden) Jeg har hele tiden en følelse af at alle bliver sure på mig over alle mulige underlige ting. Ved godt helt teoretisk at jeg er nået den fase i graviditeten hvor man vender sig indad og har brug for ro udefra. Min bobbel er bare lidt for gennemtrængelig....
Lillen i maven har det godt. Hygger sig med at ligge på tværs det meste af tiden. Vi købte en scanning i mandags og den da vejede den 1438g hvilket er helt normalt en smule over gennemsnit. Benene var helt gennemsnit mens maveomfang var en lille uge større end normalt på denne tid. Og de to meget storhovede forældre har vist ført genet videre for MiniMumis hovede var halvanden uge større end den er gammel (men fin normal hjerne) :). Det gør mig glad at den har det godt. Håber bare at dens far også snart får det bedre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar