Fjord blev afleveret af sin far idag (det har han gjort de sidste 14 dage) og for første gang græd han ikke. Det gjorde hormonmoderen selvfølgelig da hun læste smsopdaten fra faderen :)
Ved godt at han meget muligt græder igen mandag, det er bare så pokkers rart med en enkelt lille aflevering uden tårer, frestrakte arme og ondt i hjertet. Jeg er så pokkers i tvivl om om han er RIGTIG glad dernede eller om jeg bare giver ham et større el mindre knæk alt for tidligt i hans lillebitte liv.
Pædagoggerne er flinke nok men jeg kommunikerer bare ikke optimalt med dem. Jeg kan ærke en af dem (selvfølgelig hende der er der mindst) resten kan jeg ikke rigtigt mærke og er dermed ikke sikker på at vi taler det samme sprog.
Prøver at tage alle mine mange følelser seriøst, at stå ved dem og glemme alt om følelsen af at være den besværlige mor. Håber denne tagen mig selv alvorligt vil give mig mere tillid til vuggestuen.
2 kommentarer:
Jeg har en søn på 2 år og 8 måneder. Han begyndte først i vuggestue da han var 20 måneder.
Som den naive mor, troede jeg på folks løfter om at indkøring tager en uge, max 2. Synes bare det lyder helt vildt hurtigt at et barn der har gået hjemme ved mor og far, på en uge pludselig er ok med at de ikke er der. Det gjorde det altså ikke for ham. Og jeg græd rundt om hjørnet på vuggeren når jeg havde afleveret ham, eller når de ringede kl 11 og sagde han var helt utrøstelig. Hold kæft det gjorde ondt helt ind i marven. Jeg var så meget i tvivl, at jeg overvejde at droppe ud af skolen og gå hjemme, for jeg kunne ikke holde til at han var så ked.
Snakkede med ynglings pædagogen alene og stortudede over det,men hun sagde at det er jo fordi du har så stærkt et bånd til ham, og den symbiose i har er jo smuk og skøn, men det betyder at det bare tager lidt længere med indkøring.
blev det så bedre?
Ja meget. Men det tog altså over en måned med verdens langsomste blideste indkøring.
Søde.
Du knækker ham ikke eller skader ham. han lærer, at klare en udfordring. At når mor eller far går, så bliver jeg ked af det, nogen trøster mig, og jeg glemmer det igen, når jeg leger. Så husker jeg det atter, når de henter mig, og derfor græder jeg måske lidt igen. men jeg lærer at jeg kan klare modgang, og hvad følelsen af savn er.
Det vil han møde igen og igen. Børn må gerne græde, være skuffede, vræle, desperate, hysteriske og alt muligt andet. hvem har det værst når ungen ligger på gulvet og skriger Mor eller ungen? Ungen har det fint, han er bare ved at lære noget om følelsernes udstrækning og magt. Der hvor problemet er, det er når moderen eller faderen føder problemstillingen med dårlig samvittighed.
Børn rummer særdeles voldsomme følelser. Det kan vi voksne ikke rumme. Hvem har problemet; de voksne eller ungerne???
jeg har altid kunnet køre ind på en dag eller to. Lige siden hun var lille. Og det var ikke fordi hun ikke blev ked af det. Men fordi jeg havde det fint nok med hendes ked af det, da det er en sund og naturlig del af hendes udvikling. Det betyder, at når jeg hentede hende, så scannede jeg hende ikke fra top til tå, om hun var ok og om hun trivedes. For hun var og er ok, på den måde at hun lærer det hun skal. At adskillelse medfører savn og længsel, men at de kommer igen, og at jeg ikke går i stykker af at være ked af det - og det gør min mor heller ikke!!!
Men hvis den voksne ikke kan holde ud at mærke barnets sorg, og identificerer sig med den, ud fra hvordan følelser af sorg og savn føles hos den voksne, så går det galt. Fjord har ret til at have sin udvikling. Fagligt lyder det sundt for mig. Og du kan se, at når hans følelser ikke fodres af din dårlige samvittighed, så bliver de også meget mindre.
Og jeg ville nu syntes det var dødt løb at mærke pædagoerne. de render rundt. Skiftes ud. Har tanker her og der og alle vegne. hvis jeg skal mærke nogen så kræver det langsommelighed og ro. Jeg skal kunne tale sagligt om mine problemer med pædagoerne. De skal ikke have en følelsesmæssig forståelse af mig. men gerne af mit barn.
han skal nok klare den
Anne
Send en kommentar