3 år stor!

Kæmpe HURRA!

Igår fyldte verdens bedste, sødeste, hidsigste, smukkeste, finurligste Sirius 3 år :)
Til alle gaver udbrød han begejstret "Eeej det var LIGE hvad jeg ønskede mig". Selvfølgelig også til den fine blå guitar. Der kom gæster til morgenmad, efter større sukkerchok drog vi i zoo og så var den dag hurtigt på hæld...

Fatter ikke at det er 3 år siden han poppede ud på badeværelsesgulvet. Jordemoderen nåede lige at ankomme (hun kiggede på mig og sagde "pres du bare", hvilket jeg så gjorde da jeg hørte døren gå efter farmor , farfar og ælsten)

Og jeg er glad for at vi endte på Sirius (efter 8 mdr med navne som baby, lillebror og prop) for han er sgu en lille lysende stjerne!


ps gammel ansigtsmaling i øjenbryn...

pestparnoid!!

Jeg lever i styg parnoid smitteangst disse dage...her har jeg faktisk været siden jul hvor de første i omgangskredsen bukkede under for den onde onde influenza. Senere røg vores nytårsgæster ned (altså inden de nåede at være gæster GUDSKELOV) og ferien gik med: "skal vi i svømmehallen...NNEEEJ der er sgu da fyldt med smittefarer".

Men vi har klaret os igennem so far. Og stopfylder os med helse der booster immunsystemet.

For 10 min smsede min chef så at min kollega som jeg hang ud med i 8 1/2 time igår er nede. Eiks!
Kryds fingre

jeg vænner mig vist aldrig til det...

...det med at aflevere. Mine børn.

Og slet ikke til at aflevere dem til en kæmpe hvid dobbeltdækkerbus (selvom de har verden sejeste chauffør der på bedste B.S Christiansen vis ville redde hver og een unge, om der skete det mindste lille uheld (7-9-13)).
Hver morgen står jeg og smiler og vinker (nu hvor jeg pludselig har hele to børnehavebørn opstår der ofte det logistiske problem i at kunne vinke til dem begge) når bussen drejer ud på gl. kongevej med begge mine børn og UDEN mig og mærker den der ting i maven, der nu får mig til at skrive at jeg vist aldrig helt vænner mig til det.
Og så må jeg bare indrømme og acceptere at det altså medfører våde morgenøjne flere gange om ugen! Jeg bliver aldrig hende med tilstoppede tårekanaler...

(og fuck hvor var det mega mørkt i morges...hvad sker der? Har systemet glemt vi HAR passeret solhverv og går mod lyset??)

2013 du er min ven!

Normalt går jeg egentligt altid lidt i koma over nytåret: Det er helt nye år der står helt ubrugt og fint giver mig normalt nærmest både præstationsangst og bare generelt angst. I år føles det egentligt godt. 13 er sådan et fint tal. Meget bedre end 12.

Så jeg tror faktisk det bliver godt!

• Jeg prøver at holde PYT!hatten kækt på sned og dermed måske minimere bekymringsniveauet bare en lillebittesmule
• Jeg satser på at gøre min tandlæge Mohsen glad og få en rutine med tandtråden!
• Min træning skal fortsætte som den så fint har kørt i halvandet år (minus dec mdr som smuldrede lidt i opstarten med at skulle være normal igen)
• jeg vil rigtig gerne finde ud af hvordan jeg får integreret min meditation som stadig har svært ved at finde en fast plads...
• (...)

2013...jeg tror vi bliver fine venner os to!